. Det var ham i disse
Ojeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved
Dodslejet af deres hele Ungdom--deres afmaegtige, resultatlose
Ungdom....

-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Faedre, du.

De tav laenge, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at
sporge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Isaer om Arnoldsen, hvad
de tog sig til, og hvad de vilde.

Herluf fortalte, og Erhard horte til, liggende stille paa Puden og
seende paa ham med et Par vagtsomme Ojne:

-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget--naar
det blot blir til noget.

De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mer nu, sagde han;
Erhard holdt ham ikke tilbage.

-Saa ser jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans
Ansigt--for jeg rejser.

-Farvel--du, hviskede Herluf.

-Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.

-Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf.

-Ja--Tak.

De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.

Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i
Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var
Skaerm over Lampen, som stod i et andet Hjorne. Men hendes Stemme var
meget kold og formel, som var han en ganske fremmed.

-Ja--de rejste til Montreux, saa snart som muligt ... men Rejsen var
jo besvaerlig.

-Den vaerste Rejsetid, sagde Herluf.

Samtalen slaebte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de horte
Skridt i den naeste Stue, og Professoren stod i Doren i Galla--fra
Onsdagstaflet kom han:

-Er du der? sagde han.

-Ja, sagde Fruen....

I samme Ojeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, for han gik
et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der
dirrede, saa den blev ganske haes:

-Har De dog ikke i Sinde at lade ham do i Fred?

Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og seende
paa ham tre Skridt fra Doren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at
sige noget, uden en Lyd--ud ad Doren, med Professoren i Haelene, tavs,
lige til Gangdoren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev
staaende paa Trappen.

-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den
konne imiterede Egetraesdor med "Gerster-Professor" paa Pladen--for han
gik ned ad Trappen.

Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:

-Gerster, sagde Fruen blot.

-Nu tor man vel rense sit Hus, sagde han med sin hoje Stemme. Ellers
er det dig maaske ikke nok, at vi har u