Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.

-Ja, saa kan Du gaa.

Jeg lob med Tasken bus paa Dorkarmen.

-Om det Barn nogensinde laerer at gaa paa sine Ben--jeg vidste jo, det
vilde komme fra Forhojningen--: Og kun et Haandtag i Tasken ... ja, saa
kan Du gaa....

Jeg var paa Vejen.

-Men om Karen forst--kom det stadig fra Forhojningen--vilde vaere saa
venlig at saette en Borste i dit Haar. Det er jo en Skaendsel at se paa.

Haaret var det vaerste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran
selve Mama med Borsterne. Hun borstede og borstede:

-Nej--og Mama sukkede--der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille
Ida Brandt, hun kan holde sit.

Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen borstede: Du
var jo altid Dydsmonstret....

Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig--de
havde vist egentlig ikke omgaaedes for--og de sad i Dagligstuen og
talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders
Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre--da jeg paa en Gang
tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved
at dunke Dig, uden at sige et Ord.

Og Du vaergede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte
bare at graede sagte, ganske sagte. Ved Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg
fra det Ojeblik holdt af Dig, fordi Du havde graedt saa sagte....

Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for
at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin
Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne--Du saa altid
ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du laeste Lektier--:

-Ida....

-I-da, det er Olivia Franck.

Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til
mig og nikkede:

-Saet Dig, min Pige.

Og jeg satte mig ved Doren--hos Jer satte man sig altid midt paa
Stolene--til Du havde faaet alt Tojet paa, Vesten og det lille Torklaede
og Kaaben og det store Torklaede, og vi kniksede foran din Moder:

-Har Ida Lommetorklaede? sagde hun--jeg tog altid til min egen Lomme for
at fole--: Kom saa ingenting til....

Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.

Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet--jeg ser din Moder flytte
Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid
selv--lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Froknerne
(Herregud, nu er ogsaa Erbelin dod, hun bar sin svaere Dobelthage lige
stift til det sidst