ne hos os, kan Du huske, da Sofie kom lobende og ude i Gangen
spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord,
uden Farvel, bagefter Sofie, der lob hen ad Gaden. Du modte Froken
Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og
hurtigere.

Jeg stod ved vort Vindu og vilde folge efter, men jeg ved ikke ... jeg
var bange, saa angst, at maaske var hun dod, og jeg sagde til Mama:

-Gaar Du ikke med?

Og vi tog Tojet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Moblerne
var flyttet, fordi de havde loftet din Moder og maatte baere hende; og
Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde
gaa, og Froken Fischer kom lobende med Is i en Skaal og blev ved at
sige, mens hun graed:

-Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget
mod Raad.

Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og
horte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de
langsommelige Timer.

Og vi horte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og
horte Uhrene....

Men Du, Stakkel, vaagede mange Naetter siden.

* * * * *

Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glaede.
Vi paa Villaen, det ved Du da, onsker Dig det Allesammen.

Og saa et Kys i Anledningen, skont Du ved, jeg afskyer det
Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.

Din Olivia.

Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet stottet mod Karmen. Ovre
bag Soerne taendtes Lygterne, en efter en. Hun horte Josefine, der bragte
Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i
deres Senge.

Hun blev siddende, endnu et Ojeblik.

Men pludselig raslede Noglerne i Doren hos Kvinderne, og hun sprang ned
med et Saet, saa hun vaeltede Stolen: Det kunde vaere Professoren, han kom
til saa mange Tider, og der var ikke taendt Lys.

Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:

-Maa jeg gaa igennem, Froken?

-Vaers'go'.

Hun taendte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskraekkelsen.

Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun taendte:

-Det er s'gu saert, sagde han med sin lidt snovlende Stemme: saa meget
jeg er kommen til at taenke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud
paa dette forbandede Kontor.

-Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saa hun det
for sig: saa dejligt der var ud over Braestrup.

-Ja, der var rart, sagde han