hundrede Billeder i Folge.

Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Lovet faldt tyst i tyste Gange
og Byens Stoj lod daempet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om
de maegtige Gaarde, hvor Baerernes hastige Trin doer hen, og om de lange
hvide Gange, hvor i Skumringen, daekkede af det sidste Lagen, de bringes
bort, som har ophort at lide.

Og Dampmaskinens Stoj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus'
ustandselige, drivende Hjerte.

Og Dorene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophorlige Tog, der
kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her....

Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i
Seng ved Seng og Rekonvalescenters mojsomme Trin, og Laegers Skikkelser,
som folger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time--det
blev Rammen, flod sammen som Ramme om er enkelt Liv.

Af alt dette Levende skod en Skaebne frem, en Skaebne at gore levende.

Nu sendes Fortaellingen hjem til det Sted, hvor den blev til.

* * * * *

Jeg taenkte saa tit, mens jeg saa de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at
troste, at en Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene
kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Haender, de
helbredes og--de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og
hjaelpes og gaar og glemmer....

Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som
lindrede Lidelsen.

Det syntes mig at maatte vaere tungt, og derfor sendes denne Bog derhen,
hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kaerlighedsgerninger skrives
aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter.

H.B.

Paris, Marts 93.

FORSTE BOG

Portoren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde
Kaelderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med
Mavebaelterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvaeggen:

-Vi skal afsted.

-Ja; Patienten Nummer to standsede og saa paa Portoren. Ja, sagde han
igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der
vil laegge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv
den allermindste Ting.

Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted.
Man horte Portorens Nogler rasle gennem Gangen, mens han lukkede--forst
heroppe, saa dernede.

Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille
Kokkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gaml