udtjent i gamle
Bindingsvaerkshuse; om Vandet, der var som en So, hvori de rejste
Grunden for at opnaa det forste Laan; Svampen, som aad sig ind i alle
Mure og slog ud paa hver en Vaeg; Jernkorsene, hvormed man havde
afstivet Kaelderhvaelvingerne, der revnede--traevlende det op, hele sit
Vaerk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortaelle:
Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for aegte;
Haandvaerksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af
Spenner; Leverandorerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres
opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kodet fordaerve for at rane
Indkobs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om
Nordmaendene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem
for Skillingerne fra pantsatte Kufferter--alt fortalte han, staaende
op og talende forbitret og hojt, mens han faegtede med de knyttede
Haender, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige
Ansigter.

Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt set paa ham med sine
forskende Ojne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Haender,
ubevaegelig.

Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar
De vidste alt det?

Martens havde sat sig:

-Hm, sagde han mumlende: man ved det jo nok ... men man er vel
i'et....

-Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden
ligesom for: _De_ (han saa' frem paa Berg og Adolf og talte atter
gennemtraengende, som raabte han til en stor Forsamling)_ De spillede
jo Velhaverne_.

Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte
sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhoret over
ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt.

Berg horte ubevaegelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han folte
kun en slov og blytung Traethed, mens de naevnede endnu en Gang alle
disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mont, der havde vaeret
deres hele Driftskapital.

-Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen naevnevaerdig
Kapital at begynde med:

-Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han.

Han rettede endnu et Par Sporgsmaal til Berg om Driften, og Forhoret
var forbi.

Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han
begreb, at han og Berg skulde ikke mere ses: han vendte sig hastigt et
Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Traek i hans
Ansigt sitrede. Og for Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan
tale, greb Herluf Adol