sked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af
Bade og Sommerluft.

-Gor sig s'gu, gor sig s'gu, sagde Lange og forte den ene Haand gennem
Luften i en lille Bue, som om han med et Kaertegn omfattede al den
friske Konhed.

-Brillant, sagde Berg.

De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man
bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med
Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strom og
Redaktor Scheele: Legationsraadinde Sten, udringet, med
Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en
falbydende Urtekraemmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Norregade;
Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Raekkerne ned.

-Svaert med Fruer, sagde Berg, vaebnet med Kikkerten.

-Ja...

-Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.

-Hvorfor? De var skam alle ti Aar aeldre for en halv Snes Aar siden,
sagde Berg og lo.

Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen horte efter. Det gav
et Ryk tilhojre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa
Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et
Aaleskind pludselig faldet ned i en Honsegaard.

Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond
Toupe drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Orene og Diamanter om
Halsen.... Der blev et sandt Opror, hvor alle tiskede og spurgte,
indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over
Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Ojnene stift haeftede paa
Taeppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:

-Hvem?

-_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra forste Baenk, bag
Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de
forsogte at indfore Gala ved "Premiererne".

Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev
der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og sovnig og gnistrede--alle
kom paa Plads, Kritiken langs ad Flojene, faerdig til Traefning: Kars
havde Plads tilhojre, med et lyst Smil og foldede Haender, som bad han
Bordbon ved et opdaekket Bord, og Professor Markus sad hojtidelig, med
let rokkende Hoved, som en Provinsoverlaerer ved en Censur, ved Siden
af Hr. Staehr.

Taeppet gik op.

Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld
og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Dore--fler og fler Pager, to
og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot en Kikkert--Maend
greb Glassene af Koners Skod eller Haender--: M