en der var jo Flokke,
Snese--en Haer af Pager--en Haer--rent en Haer af Trikots.

Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved
Maendenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede
i Saederne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet
lidt for nedringede til Bal....

Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte
og det skinnede. Fler og fler--det horte jo aldrig op--der maatte da
vaere hundrede....

Man slap Kikkerterne og man klappede taet, over hele Salen.

Det var Operettens beromteste Numer, "Kyssenes Kor". Man fangede, man
valsede, man kurede og kyssede.

Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.

Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gor Kur. Her kysses vi.

Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.

Man kom ikke mer ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt
blev en Tummel af Stoj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en
Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.

Man lo og lo. Akten havde i betaenkelig Grad traengt til den "mildnende
Haand": Der var stroget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der
var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Morke.

-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige
Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og gron i Armen.

-Satan, Satan....

I yderste Grad havde Bearbejderen traengt til "sin mildnende", mens
Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem
Dorene....

Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper,
nynnende sagte "Kyssenes Sang"--foran de Elskendes Dore.

Hist kysses de og gor Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi.

Der var ganske stille i Salen udover Halvmorket af Hoveder, der
langsomt rokkede, som nynnede alle uhorligt med. Varmt var der blevet.
Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.

Finalen kom: Hofdamer brod ind med Kandelabrer; Vagten floj til med
Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i
Friserkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt....

O ve--o ve, Hvad her dog sker: Hun bliver aldrig Lykkepige mer.

De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne
torrede Taarer i Slaebene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kaempede
Tromme med Triangel...Der var ikke _den_, der horte Orenlyd: Det var
Glanspunktet af Operetten.

Taeppet var nede. Det maatte op