fik Feber blot ved at se
Facadens Lygter og vilde komme forst. Kun Droskekuskene sad uanfaegtede
og saa' betaenkelige paa Smaapengene i de flade Haender--for de vendte
og korte bort.

Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man maerkede Gasluften og Stovet,
fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man horte den
ned----

-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Taeppet gaar.

Der var allerede daempet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved
helt op i Amfiteatrets store levende Morke--fyldt af en Brusen, i
hvilken Ouverturens Vals naesten blev borte.

Man folte sig, som kom man ind i en elektrisk Kaede, naar Raekken
lukkede sig, og man naaede paa Plads...

Taeppet til "Lykkepigen" gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i
Provence, hvor Bonder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin
Hyrde. Hun tabte strax sin Traesko, som hun havde Halm i, og hele Huset
genlod af den forste glade, meningslose Lattersalve, mens hun fik den
paa igen.

Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Saede
under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet,
og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.

Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade:
Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalaenge hun aldrig havde
kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig
ikke var "kysset", men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt
en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums
Folelser--og havde aendret til "kysset".

Akten endte med en "Honsesang", hvor Gaasepigen kaglede.

Taeppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu
blev klappet paa Galleriet, og for der blev Lys, steg der en pludrende
Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skoleborn fik Frikvarter, og
ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa en
Gang.

Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der
mere stille, mens man begyndte at monstre hinanden og hilse og melde:
_Den_ var her og _den_ og _den_--og man nikkede. For hvert kendt
Ansigt var det som Velvaeret voksede: de var her rigtig alle, og man
selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornojeligt
Velbehag, hvor man monstrede og monstredes, mens Stemmerne summede.

Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende
Raekke bag Raekke. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang
til Af