gynde livet om igen.

GREGERS (stille).
Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske.

(Gamle Ekdal kommer i doren til sit vaerelse; han er i fuld
uniform og har travlt med at spaende sabelen om sig.)

HJALMAR (forbauset).
Far! Er du der!

GINA.
Var det i kammerset far skod?

EKDAL (harmfuld, naermer sig).
Sa du gar pa jagt alene, du, Hjalmar?

HJALMAR (spaendt, forvirret).
Det var altsa ikke dig, som skod pa loftet?

EKDAL.
Skod jeg? Hm!

GREGERS (raber til Hjalmar).
Hun har selv skudt vildanden, du!

HJALMAR.
Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdoren, river den
tilside, ser ind og skriger hojt.) Hedvig!

GINA (lober mod doren).
Joss', hvad er det!

HJALMAR (gar ind).
Hun ligger pa gulvet!

GREGERS.
Ligger Hedvig!

(ind til Hjalmar.)

GINA (samtidigt).
Hedvig! (ind pa loftet.) Nej, nej, nej!

EKDAL.
Ha--ha; gar hun ogsa pa skytteri!

(Hjalmar, Gina og Gregers slaeber Hedvig ind i atelieret; i
den nedhaengende hojre hand holder hun pistolen fastklemt
mellem fingrene.)

HJALMAR (forstyrret).
Pistolen er gat af. Hun har truffet sig selv. Rab om hjaelp!
Hjaelp!

GINA (lober ud pa gangen og raber ned):
Relling! Relling! Doktor Relling; fly'herop sa fort De kan!

(Hjalmar og Gregers laegger Hedvig ned pa sofaen.)

EKDAL (stille).
Skogen haevner.

HJALMAR (pa knae ved hende).
Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig--: ja, ja, ja.

GINA (som er kommen ind igen).
Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen--

(Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den
sidste er uden vest og halstorklaede, med aben livkjole.)

RELLING.
Hvad er her pa faerde?

GINA.
De siger, Hedvig har skudt sig.

HJALMAR.
Kom her og hjaelp!

RELLING.
Skudt sig!

(han rykker bordet til side og begynder at undersoge hende.)

HJALMAR (ligger og ser angstfuldt op pa ham).
Det kan da ikke vaere farligt? Hvad, Relling? Hun bloder
naesten ikke. Det kan da ikke vaere farligt?

RELLING.
Hvorledes gik det til?

HJALMAR.
A, hvad ved jeg--!

GINA.
Hun vilde skyde vildanden.

RELLING.
Vildanden?

HJALMAR.
Pistolen ma vaere gat af.

RELLING.
Hm. Ja sa.

EKDAL.
Skogen haevner. Men jeg er ikke raed alligevel.

(gar ind pa loftet og lukker efter sig.)

HJALMAR.
Na, Relling,--hvorfor siger du ingen ting?

RELLING.
Kuglen er gat ind i brystet.

HJALMAR.
Ja, men hun kommer sig da!

RELLING.
Du ser vel, at Hedvig ikke lever.

GINA (brister i grad).
A barn