fulgt gennem mange Generationer for at ende
med en Varietet, tilstraekkelig distinkt og fikseret til at sendes i
Handelen. Gennem en imponerende Anvendelse af Kapital, Intelligens og
Taalmodighed er det sket i Virkeligheden, som Maeterlinck giver poetisk
Udtryk gennem Blomsternes Forvandling i Merilns Have:[2] det er de samme
gamle Blomster, som vi kender fra vor Barndoms Haver, fra Grofter og
Gaerder, fra Moser og Skove; men Stilkene er blevne hojere og rankere,
Blomsterne er blevne storre, af aedlere Form og klarere og dybere Farve,
langt mere straalende. Alle de gode gamle Bekendte: Valmue, Potentil,
Spiraea, Natlys, Perikum, Tjaernenellike, Oksetunge, Klokkeblomst,
Engblomme, Paeon, alle disse og mange andre at de velkendte Slaegter har
vokset sig konnere og har faaet en Holdning og en Glans, de ikke for har
kendt, og dog har det hele Udseende bevaret det hjemlige, gammelkendte
Praeg. Denne gennemgribende Foraedling af store Dele af Staudeverdenen
horer til de staerkeste Aarsager til at de nu kommer frem i forste Raekke.
Mange af de gamle mest udbredte Stauder er behaeftede med Fejl, som
altfor kort Blomstring, Tilbojelighed til at vaelte, Omfindtlighed for
Frost og m.m., som deres altfor beskedne Skonhed slet ikke kan veje op.
Samtidig med at Skonheden i og for sig er foroget, har man ligeledes ved
Tiltraekning af nye Former faaet borteliminere en Del af den Arts
praktiske Mangler.

[Footnote 2: i "Jovzelle"]

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 5. Paeoner i Skyggen af aeldre
Traeer.]

Grunden til at Stauderne hidtil i Reglen har faaet en fejlagtig
Behandling og Anvendelse maa soges--foruden i den manglende Interesse,
der er forstaaelig ligeoverfor de mange kedelige Sorter, der findes
udbredt overalt--tillige vistnok ogsaa i, at Stauderne navnlig er blevet
anbefalede med, at de kunde passe sig selv, og ganske stille stod og
voksede sig konnere og konnere. Saadanne Doktriner er, naar de engang
har faaet Indpas i Amator-havebruget, naesten uudryddelige, og dette er
saa meget mere beklageligt i foreliggende Tilfaelde, som intet er mere
fejlagtigt end den naevnte indgroede Anskuelse. Stauderne kraever under
visse Forhold ganske vist kun liden Pasning, men i Reglen dog mere end
f. Eksempel Roser, og selv om enkelte Stauder helst skal lades urorte i
mange Aar, saa vil det store Flertal ikke som paastaaet vokse sig
konnere, men vil, overladte til sig selv, gaa jaevnt tilbage efter det
forste Par Aars Forlob. I