tauder har
ogsaa et andet Formaal, nemlig at forynge og forny Planten. En af de
mange Aarsager, hvorfor Staudeplantninger mislykkes, er at dette
Beskaeringsarbejde, der ved Rosenkultur anses som selvfolgeligt,
forsommes ved Stauderne. Naar Nedskaeringen passes, forynges Planterne
fra Roden, og mange, som f. Eks. Pyrethrum, giver til Tak et Efterslet
af Blomster senere paa Aaret. Ligeledes modarbejder en dyb og rettidig
Nedskaering mange Stauders beklagelige "toaarige Tilbojeligheder",
Planter som Althaea, Anchusa, Aquilegia, Coreopsis, Digitalis, Eryngium,
Malva moschata, Verbascum og mange flere vilde let, om de fik Lov at
saette for meget Fro, do bort, dersom Frodannelsen ikke haemmedes ved en
Bortskaering af Toppen, inden Vaeksten helt er sluttet. Der gaar maaske
nok nogle Blomster i Lobet, men man opnaar en foroget Vivacitet ved
Roden, der viser sig ved Dannelsen af nye Bladrosetter, og Planten lever
videre, er i Virkeligheden bleven formeret ad vegetativ Vej. Saadan
Afpillen af visne Blomster og Nedskaering kan for de lave og pudedannede
Planters Vedkommende ske med en Faaresaks eller lignende Instrument.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 53. Coreopsis grandiflora.]

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 54. Delphinium hybridum,
enkeltblomstrende.]

Den med Kulturen af Stauder nodvendig forbundne periodiske #Omplantning#
foretages bl. andet for at holde Planterne, navnlig dem der er
tilbojelige til at brede sig, i Ave, saa de ikke ganske overvaelder
mindre kraftige Naboer. Solidago, Helianthus rigidus og andre, der
sender Skud vandret ud i betydelig Afstand fra Moderplanten er meget
vanskelige at have sammen med andre Planter, idet det netop er disse
Udlobere, der giver de bedste Blomster, og en regelmaessig Afstikning vil
altsaa direkte modarbejde Bestraebelserne for at faa den bedst mulige
Blomstring. Overfor saadanne Planter er en Omplantning hvert eller hvert
andet Aar naesten det eneste Middel til at holde dem paa Plads. Det
bruges at saette Skiferstykker vertikalt ned i Jorden for paa den Maade
at begraense Udlobernes Vagabonderen; det hjaelper dog kun delvist, og
saadanne Planter egner sig bedst til naturlig Plantning, hvor de kan faa
Lov til at brede sig, som de vil, og netop paa Grund af denne deres
Vaestejendommelighed hurtigt kan give Indtryk af at vaere vildtvoksende.

[Illustration: Fig. 55. Delphinium hybr., lys, fyldt Var. med morkt
Oje.]

Den periodiske Omplantning er for mange