, den lagde Som, og den faestede Ende.

Og de drillede hende og lo og pludselig for de op og floj ud i Haven
og rendte Plaenen rundt under Stoj og Latter, vilde som en Flok Fol....

Tinka var den stilleste af dem.

Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos
Levys, hvor de syede det Taeppe, Tinka skulde staa Brud paa foran
Alteret--og Sangovelser til Salmerne de skulde synge i Koret....

Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke--den var saa fuld, Ansigt
ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op
og takkede og graed igen. Hun havde graedt hele Tiden som en Vandhane.

Og saa kom de herover til Stilheden.

I Begyndelsen af sit AEgteskab var Tinka skraemt og altid aengstelig, som
om nogen vilde overfalde hende.

Der var saa meget, som hun ikke havde taenkt sig, og Bai var saa
voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skraemt og usikker
som hun var....

Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen....

Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad
efterhaengende, som det laa i hendes Natur.

Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Haekletoj, og hun saa' paa
ham, som han sad bojet over sit Bord--Haaret, der krollede, faldt lidt
ned over hendes Pande.

Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde
helst blive staaende saadan ind til ham, stille--laenge vaere saadan naer
ved ham:

-Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.

Hun bojede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.

-Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.

-Skriveper, sagde hun og gik fra ham.

Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og
Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte
nyt.

De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor
Fruerne fulgte med hveranden Gang.

Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke
af de bevaegelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende
lang. Hun var laenge om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: "Kommer
imorgen".

Born fik de jo ikke.

Da Katinkas Moder dode, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at
vaere sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.

Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin.
Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens
Assistenten gjorde det meste Arbejde. "Lojtnanten" lagde han kun an